Slide Som helt nyuddannet i 2004 gik jeg til turistchefen i København med en idé. Det var længe før Instagram, og der fandtes hverken bloggere eller YouTube stjerner. Mark Zuckerberg havde lige lanceret Facebook samme år, og under 10.000 danskere havde en profil.

Jeg kaldte min idé for ‘Københavnerprofilerne’. En nytænkende, webbaseret guide til København, der siden modtog Visit Denmarks Branding Pris for ’Bedste innovative og nyskabende produkt’.

I bedste bloggerstil gav nøje udvalgte københavnere deres personlige tips til spisesteder, oplevelser, seværdigheder og skjulte skatte i storbyen. Og turisterne elskede det.

Ny, eksperimenterende app
Siden fik jeg fast arbejde med informationsportalen iSpot. Den udviklede vi i samarbejde med webbureauet ZUPA for at give Københavns besøgende et overblik over seværdigheder, restauranter, sightseeingture og børnevenlige oplevelser.

Som content manager var jeg med fra de allerførste idémøder og håndtegnede mock-ups. Sommeren 2006 kunne vi stolt præsentere portalen, der blandt andet kunne tilgås via en app.

En hvad-for-noget? App?
Først året efter lancerede Apple deres første iPhone, så det var de færreste, der overhovedet vidste, hvad en App var. Heldigvis kunne portalen også bruges på touch screens i Københavns Turistinformation, i Lufthavnen og på en lang række overnatningssteder. Siden modtog den Visit Denmarks Guerilla Pris for ’Mest nytænkende og eksperimenterende produkt’.

Kontakt mig gerne vedrørende idéudvikling og indhold til webbaserede løsninger.